Supervision – hvordan?

Hvordan foregår supervision?

Supervision foregår i mindre grupper. Som supervisionsmetode anvender jeg bl.a. ”det reflekterende team”. Denne supervisionsform indebærer, at den, der er ”på” (supervisanden), af supervisor får stillet spørgsmål, der både virker bevidstgørende og udfordrende. Resten af deltagerne i gruppen udgør “det reflekterende team”. En del af tiden er “det reflekterende team” lyttende og observerende. På andre tidspunkter bliver “det reflekterende team” inddraget i samtalen, hvor teamet bidrager med deres observationer og reflektioner, således at nye forståelser og perspektiver kommer frem i lyset. På denne måde får den, der er ”på”, hjælp til at anskue sin problemstilling fra mange synsvinkler og nye handlemuligheder dukker op. Processen er som oftest meget berigende for både den, der er på og for teamet.

Af andre supervisionsmetoder benytter jeg mig af rollespil, cochende spørgsmål, samt af elementer fra organisationskonstellation.

Hvilke problemstillinger kan “tages op” i supervision?

Man kan vælge at arbejde med mange forskellige problemstillinger i supervision. I en travl og nogle gange stresset hverdag kan der mangle tid til refleksion og eftertanke generelt og i forhold til etiske udfordringer. Man kan f.eks. have brug for at overveje, hvordan man hjælper en borger/bruger bedst muligt eller undersøge, hvorfor man i en bestemt situation bliver særlig følelsesmæssigt påvirket. Måske har man en kollega eller anden samarbejdspartner, som man finder det svært at samarbejde med. Eller man kan have brug for ideer til nye måder at planlægge og prioritere på.

Hvis man som medarbejder er ansat indenfor sundhedssektoren, plejesektoren eller den pædagogiske sektor, er man ofte vidne til mange svære skæbner. Der kan være forløb med klienter/borgere, hvor man er usikker på, om man har gjort tingene godt nok. Når man er vejleder, behandler eller omsorgsperson for andre mennesker, kommer man nemt i berøring med følelser af utilstrækkelighed, inkompetence, uretfærdighed, magtesløshed eller lignende. Der kan være temaer som liv/død indblandet, samt man kan komme til at bruge meget tankeenergi på overvejelser om egne og andres forventninger i forbindelse med relationer og opgaver.

Ovennævnte er emner, som kan være relevante at ”tage op” i supervision.

”Når du selv taler, kan du kun sige noget, du allerede ved.
Når du lytter, kan du lære hvad andre ved.”
(Ukendt)